Holberg, Heine og Scherfig

Oprettet: 20.06.2017 - 11:52
Lars Ulrik Thomsen

 

 

Kan man få et indblik i litteraturens og historiens udvikling ved at sidestille tre forfattere? Det er det jeg vil forsøge med Holberg, Heine og Scherfig. Men hvorfor lige de tre forfattere?

 

Ved at se på udviklingen gennem mere end 300 år, får vi fornemmelsen af hvordan samfundet har forandret sig. Ser man kun på vores egen tid, forstår man ikke hvordan ideer der opstod for flerhundrede år siden, stadig dominerer vores tænkning.

 

Man kan sammenligne teknikkens udvikling med et eksprestog, mens tænkningen bevæger sig i et adstadigt tempo som en postvogn eller lignende. Det er en vigtig pointe, at man skal se ideer og holdninger, som noget der er knyttet til bestemte samfundsmæssige betingelser.

 

Det der var progressivt i en tidsalder, behøver ikke at være det i dag, eller rettere det er de som regel ikke. Imidlertid kan vi lære af tidligere tiders idémæssige brydninger, og frem for alt; vi må ikke se det som noget skadeligt, men derimod som noget der er livsnødvendigt for at samfundet kan udvikle sig.

 

Når jeg har valgt netop Holberg, Heine og Scherfig skyldes det dels, at jeg sætter stor pris på deres kunst, men også at der er et slægtsmæssigt bånd imellem dem. De var hver deres tids vigtigste samfundsrevsere, der var med til at befordre en holdningsdebat og en kritisk stilling til forældede normer.

 

En forfatters fornemste opgave er netop, at være den der evner at skabe debat - at være livets salt! Mit kendskab til feudalismens epoke stammer især fra mine drengeår i Randers. Min familie tog ofte på udflugter til de gamle slotte og godser på Djursland, Gl. Estrup, Clausholm Slot, Frijsenborg og mange andre.

 

Det var meget lærerigt at se de gamle godser og deres redskaber i landbrugsproduktionen. Det var tydeligt at se, hvordan der hele tiden skete fremskridt, så teknikken blev forbedret. Især landbrugsmuseet på Gl. Estrup viser denne udvikling i redskaberne.

 

De store godser og herregårde var altdominerende i hele denne epoke, selvom selvejerbonden også fandtes i et vist omfang. Men på grund af de barske hoveri-bestemmelser, måtte han trælle ved siden af sin egen bedrift og yde både tiende for kirken og herremanden.

 

Det er ofte fremstillet, at bondens frigørelse var resultatet af fremsynede godsejere og politikere i 1800-tallet. Det er forkert, det var resultatet af en stadig mere tilspidset klassekamp, hvor de herskende ikke så andre muligheder end at skabe de reformer der kunne ændre på forholdene.

 

Tænk blot på Pelle Erobreren og skildringen af forholdene på de bornholmske godser, og hvordan de udbyttede arbejdskraften, både danske og svenske landarbejdere.

Man behøver kun at se Bille August film, for at få et billede af de barske vilkår i enevældens epoke.

 

Ludvig Holberg forstod denne problematik, men som alle med virkelig indsigt i samfundsforholdene forstod han også, at han måtte camouflere sin kritik med humorens og satirens midler. Det er det som gør Holberg til en eviggyldig samfundskritiker, med en virkelig forståelse af de samfundsmæssige betingelser.

 

Hvad er det som gør Holberg så aktuel i dag? Det er de forandringer i samfundsstrukturen der er sket gennem de seneste årtier. Politik er blevet forvandlet til underholdning og borgernes indflydelse på beslutningerne i kommunale, regionale forsamlinger og i folketinget er stærkt begrænset.

 

Det var det formynderi som Holberg udleverede til latteren i sine komedier, og Erasmus Montanus står som en af de mest markante i hans produktion. Som nævnt er samfundsstrukturen meget forandret i forhold til forrige århundrede. Akademikerne har fået en central placering, ikke bare i folketinget, men generelt i samfundet og den offentlige debat.

 

Man kan næsten ikke åbne for TV eller en avis, uden at finde diverse eksperters mening om dette og hint. Den udbredes gerne med den pondus som 5-7 års akademisk uddannelse nu giver, og de færreste tør stille spørgsmål ved rigtigheden af de forskellige meninger. Man skal bare gøre sig klart, at det ikke er en styrke for demokratiet, at akademikerne er fuldstændig dominerende i folkevalgte forsamlinger og i den offentlige debat.

 

Universiteterne er blevet forvandlet til redskaber for de store koncerner. Gennem gaver og legater bliver universiteterne forvandlet til talerør for de store koncerner og deres interesser. De lever på bedste vis op til Holbergs maksime: Morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten!