De ensomme

Oprettet: 18.11.2016 - 09:32

De ensomme

Hun vågner med et sæt. Åh nej, sovet over? Skynder sig at kigge på uret. Nej klokken er kun seks; kan sove en hel time mere. Lukker øjnene igen; synker tilbage i søvnen; drømmer at hun ligger nedsunket i et badekar; med åbne øjne kigger hun op igennem det varme vand og sæbeboblerne; bryder vandoverfladen med en finger; mærker den kolde luft over vandet og skynder sig at trække fingeren til sig. Kigger på sig selv, har skæl og hale. Du har vist været i vandet for langt tid, tænker hun. Tager mod til sig og rejser sig op; er nøgen, ser hel normal ud. Fryser, skynder sig ned under vandet; kigger på sig selv; skæl og hale. To forskellige verdner; men samme person. Hun vågner med et spjæt; desorienteret. Må hellere stå op. Går ud på badeværelset, tænder for vandet. Kigger længe på sit spejlbillede; føler sig træt. Går ind under den varme bruser; nyder varmen; nyder dråberne på sin hud; som små blide prik; minder hende om, at hun er til; kigger ned af sig; ingen skæl og ingen hale; smiler; bare en drøm. Lukker øjnene og tænker lidt på, hvad dagen mon bringer. Kaffen smager godt; hun skynder sig at drikke den; maden må vente; hun spiser aldrig morgenmad; dårlig vane; men hun fungerer ikke før op ad formiddagen. Børster tænder, sætter sit hår; klæder sig på. Hun kan godt lide at være pæn; uden at stikke for meget ud. Hun kan godt lide den lidt underspillede skønhed. Hun ved, hun er pæn; det siger de alle sammen. Hun øver sig i at være pæn; det er nogle gange svært at leve op til andres forventninger. Har man først fået at vide at man er pæn; bliver man nødt til at opføre sig derefter. Andres ord fanger altid en; som en rolle man bliver tildelt. Hun går ud af døren; ned af trappen; ud på gaden; retning mod arbejdet. Hun bor centralt; ti minutters gang fra kontoret. Der er altid liv på gaden; altid mennesker på farten; mennesker som skal noget; målrettede og determinerede. Nogle gange stopper hun op, og kigger på dem; føler sig en smule udenfor, måske endda lidt ensom. Kigger af og til på vinduer. Der er allerede pyntet op til jul. Hun sukker, det er tidligt at blive mindet om den højtid; hjerternes fest; hvis der ellers var nogle hjerter med til hendes fest andre end hendes eget selvfølgelig. Sukker dybt. Nå må hellere komme videre. Der er et vigtigt møde klokken otte; hun må ikke komme for sent. En mand går forbi hende; idet han passerer, smiler han til hende. Hun slår instinktivt blikket ned; ærgrer sig bagefter, han så pæn ud; han havde et varmt smil; pæne øjne. Hun vender sig om; han er allerede væk i myldret. Hun går videre; tænker på mødet og glemmer den smilende mand. Siger hej til kollegaerne; tager kuglepen og papir med til mødet; det er lidt kedeligt; hun tegner kruseduller; tegner manden med det pæne smil; tegner et ahornblad ved siden af og skriver noter på bladet. Hun kender alle mødedeltagerne, de er rare, og stemningen er god. Det føles hjemmeligt her på arbejdet. Kigger på tegningen, og ærgrer sig over, at hun ikke smilede igen; en tabt mulighed, der aldrig fik liv.