F. P. Jac

Lars Bukdahl skriver: Det flittigt ubændige naturtalent af en stor, stor dansk digter F. P. Jac blev født den 11. november 1955 og døde alt for tidligt den 25. december 2008, 53 år viis; blæret være hans minde!

F. P. Jac voksede op som rådvild outsider i en pænt arbejderhjem i Hvidovre; efter at være blevet opgivet af både skolen og militæret og fængselsvæsenet (læs herom i den bevægende og sjove erindringsroman Fortælleren blev senere sig selv, 1998) opdagede han omsider poesien, eller måske rettere: opdagede poesien omsider ham.

I en vild blanding af sammen- og gennembrud fandt Jac frem til sin helt egen måde at skrive på, sådan skildrer han det selv i essayet ”Synspunkt på mit forfatterskab. Fra kalenderbladets spontanitet til Beatrice-prisens hædersmanke,” i tidsskriftet Spring nr., 14, 1999:

”Men intet mindre end en psykologisk sammenbruds-kolbøtte i sommeren 76 fik mig pludselig til at undre mig. Enten havde jeg fået vinger, eller også havde jeg stødt mig godt og grundigt på en flaske æblevin [han havde fået vinger LB]. Men der var simpelthen sket en gen-forskydning i min måde at møblere sætninger på. Og hold da kæft hvor det fascinerede mig, men det varede dog endnu nogle dansklæreres kejtede kviksteptrin, inden de kunne se det originale, ja den jomfrunale originalitet i det. Men nu skrev jeg bare rundt om hele verden, og det var lige meget hvor, for den stod jo allerede foran mig. Eller den hang der slentrende i luften og vejrede ord.”

Her får man lige på faldrebet et lynsnart glimt af, hvordan Jac med selvfølgelig egensindighed og trodsende alle sproglige konventioner taler jacsk, i jacismer, og hvorfor: Verden hænger dér slentrende i luften og vejrer ord, og dem har man jo bare at levere så, på en skæv prik. Skrift-åbenbaringen i Hvidovre udmøntede sig hurtig i den lille, skarpe debutsamling Spontane kalender-blade, der udkom på undergrundsforlaget Jorinde & Joringel i 1976 og hvor Jac legendarisk besværger en kommende poetisk renæssance i 80’erne – der som bekendt rent faktisk (og bl.a. derfor! pga. Jacs fikse 70’ere vs. 80’ere-formel) blev virkelighed:

”en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure/ mens de ordinæres døre trænger sig på/ og har svært ved at give passage-muligheder/ søger at splitte os med autoritære flag og vimpler/ der har stemplet 70’erne som ængstelige pubertets-tider (…) lad menneske knuse deres ærgerrige negle/ når vores nytænkning blomstrer ud af sommereftermiddagen/ der skal pudse 80erne af som motiverede.”

Poesi-promotoren Poul Borum så straks talentet i Jacs debutbog og inviterede ham indenfor i tidsskriftet Hvedekorn og i sin private digterskole, hvor Jac mødte flere af de kommende 80’er-digtere, bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Merete Torp og Henrik s. Holck, og smedede et stærkt og ømt venskab med Michael Strunge, der forunderligt nok også boede i Hvidovre (læs om venskabet i Jacs fine radiospil Som om at vi ikke var plot nok, 1998, i bogform 2001). Jac og Strunge (og Holck) debuterede officielt i 1978 med henholdsvis Munden brænder på huden og Livets hastighed (og Vi må være som alt), uden at nogen rigtigt opdagede det, hvilket bare satte endnu mere blus under makkerparrets forjættelser af deres egen og hinandens gloriøse (80’er)fremtid, i og udenfor de bøger og digte, de som besatte blev ved med at skrive.

Men så blev det faktisk 80’erne, og så blev de faktisk berømte, Jac med den store vitale og galsindige udladning, der er bogen og (måske) hovedværket Misfat, 1980, og den (kun alt for) succesfulde lancering af sig selv som drukbesyngende boheme-digter, Jens August Schades slagsfærdige afløser. Den virkelige 80’er-generation af digtere, (vilde) malere og (punkede) musikere, som Strunge med glæde påtog sig at være talsmand for, med samt alle deres neon-blinkende fællesaktiviteter, sagde ikke Jac, generationens mest lysende stjerne, synderligt meget; han hang hellere ud på Cafè Victor med dejlige damer og ældre digterkolleger som Klaus Høeck og Asger Schnack, med hvem han dannede lejlighedsdigtergruppen Bandet Nul (tiden er sørgmuntert skildret i erindringsbind nr, 2, Jeg er selv med i billederne, 2008, der blev hans sidste bog). Efter Misfat’s suveræne fyrværkeri skiftede Jacs poesi karakter og blev mindre bombastisk fremfusende og mere elektrisk grublende – over ikke mindst parforholdets søde og onde gnidninger. Mit efterslæb til fuglene lyder en sigende bogtitel fra 1983.

I 1985 møder Jac heldigvis for ham og os Bodil Andrees, det er kærlighed ved først blink, og meget straks flytter han fra Københavns dødsruter ind til hendes lejlighed i sovebyen Allerød, der forbliver det summende hovedkvarter digterlivet ud – og nu var det kun parforholdets søde gnidninger, poeten spandt over, en ren lykkebog er samlingen Under viadukten til Allerøds himmel, 1980.

Poesien forbliver hovedsporet i forfatterskabet, men fra og med romanen Anelser og lyse nætter og (især) radiospillet Hvor er det dog synd for Dora, begge fra 1992, eksperimenterer Jac stadig mere autoritativt med at skrive prosa og dramatik, at fortælle historier, der går længere end den øjeblikkelige jacisme om vind og vejr, rus og kærlighed; godt nok taler personerne i værker som radiospillet Ingen spildt mælk til Børge Peddersen, 1994, romanen Under de grænsende hinkestene, 2000, og versfortællingen Numse-Kaj som besøgsven, 2003, alle som én jacistisk eller i jacismer, men de gør det ikke for at blive klogere på Jac, de gør det for at blive klogere på sig selv og hinanden, og dermed på os alle sammen; og så langt er det sgu få (store) digtere, der når.

Vi har lige tid til et digt - vi har altid lige tid til et digt, for Jacs biografi handler om et poetisk liv og en livlig poesi - fra Jacs sidste digtbog, Søvnlysninger, 2007, der er en dobbeltbog, bestående af det tyste 1981-bind Tretten dage af en sne + en splinterny, 13-kantet tvilling:

NU GÅR DET MOD LYSERE SIND

Nu måber solen igen sin tid på os,
cirka fire sekunder.
Vi skal drages igen, undskylde hovmod,
måske fatte os.

Jeg fatter iver, to morgenaviser,
og katten i vindueskarmen.
Senere måske kaffe, og fastelavnsplaner,
alle tilsnittet normalitet.

Men du bliver liggende,
al denne nysgerrighed er gennemtænkt.
Og så nyder du min morgennikotin,
du når aldrig tanken om uro.

Og så pludselig kommer dagen,
hvor vi går i trav som vekselstjerner.
Vi kan være enige om undren, det seende,
men nænsomheden holdt altid.

Portrættet er skrevet af Lars Bukdahl.

Debut: 
1976
Død: 
2008
Land: 
Danmark
Bøger
Læs forfatteren

JAC-ALFABETET

Alvorsstyrt (2005) substantiv

Brystæble (1981) substantiv

Cognacskånsesløs (1996) adjektiv

Decembernøgen (1984) adjektiv

Englepote (1986) substantiv

Forårstæft (1985) substantiv

Gæsterere (1998b) verbum

Hvedekorner (2002) substantiv

Industrismil (1980) substantiv

Jordbærrynke (1986) substantiv

Krystalpirre (1982) verbum

Lysspind (1999) substantiv

Majsommelig (1992) adjektiv

Næseopkald (1994) substantiv

Opvågningswienerschnitzel (2000) substantiv

Propelkusse (1998) substantive

Riftrus (1999) substantive

Sindssygedebutant (1980) substantiv

Tidspøbel (2005) substantiv

Uafhændig (1976) adjektiv

Vindgrin (1982) substantiv

Weekendtømt (1998) adjektiv

Yachtlokker (1982) substantiv

Æresridse (1998) substantiv

Øllysning (1986) substantiv

Åndetræt (1996) adjektiv

(udvalgt fra ”Jacistisk Ordbog” i Lars Bukdahls Jac-monografi Læberne sproges)

Inspiration

Jac første, store inspiration var sangeren og sangskriveren i det engelske rockband The Kinks, Ray Davies. Blandt danske digtere følte Jac sig familie med særsprogere som Jess Ørnsbo, Marianne Larsen, T.S. Høeg og Morti Vizki. Dan Turèll kunne han slet ikke stå for, men de to digtere, som han igen og igen udpegede som de centrale valgslægtskaber var Jens August Schade og Frank Jæger. I et interview fra 1993 sætter Jac ord på pardannelsen:
”Schade besad livsvildskab, og i Jæger boede melankolien. Begge dele findes i mig. Det stærkt erotiske, sanselige, som Schade så mesterligt skildrede, og så den skyhed, som prægede Jæger, når han gemte sig i skoven. Jeg føler jeg opfører mig på samme måde.”

Se også